Alle indlæg af Lasse Bekker

Alle her er en af os!

Kære Kammerater – velkommen til!

Både til siderne her og til Kammerateriet, som efter et hektisk, spændende og sprudlende forår stod klar til at slå dørene op den 10. maj i år 2014. Til en åbningsfest med Tim Christensen, Julias Moon og Svendborg Jazzkapel – og hundredevis af gæster på det helt nyåbnede sted. Det var en overvældende oplevelse.

Nu har hverdagen sat ind – og den er ikke spor mindre forrygende. Svendborg beviser, at vi er klar til opleve noget nyt og klar til at indtage den gamle værftsø med kultur. Hver dag kommer flere og nye gæster til. Vi er utroligt glade for at se jer og mærke jeres opbakning til projektet.

Over sommeren er Kammerateriet mest af alt en livlig havnebar med en masse musik. Lige om lidt med liv, loungestemning og udeservering på kajen. Med åbent hver eneste dag. Til efteråret går vi mere over til at være et spillested – og her venter et spændende musikprogram, som du kan følge her på siderne.

Vi er glade, forpustede og lykkelige over jeres modtagelse af Kammerateriet. Vi glæder os til at lære jer allesammen bedre at kende.

Vi ses på havnen. Alle her er én af os…
Rune & Lasse